Roon og Rahn gæsteblogger

Som et frisk pust her på bloggen (og for at undgå for megen navlepilleri her på kontoret) vil vi som noget nyt invitere dygtige designere og kunstnere til at gæsteblogge herinde, for at give jer læsere et indblik i det designunivers, som de lever og arbejder i – og ånder for. Som de første i ilden har vi kastet bolden videre til drengene bag Roon & Rahn og for ikke at trække tingene i langdrag, vil vi blot give ordet videre til René og Nicki:

 

Velkommen til Roon & Rahn!

Roon & Rahn er en spontan kulmination af gode idéer om bordtennisbordet og en trang til at skabe designløsninger, der giver mening i respons til et behov. Det hele startede i for et præcis et år siden, da vi flyttede sammen i en lejlighed i Aarhus C, hvor vi stod og manglede en masse møbler til det lækre kanvas, der var vores nye hjem.

At være designer i Danmark

Godsbanens mangfoldige muligheder er grobunden for Roon & Rahn. Vores mange prototyper er alle blevet til på Godsbanens åbne værksteder. Det kreative miljø på Godsbanen har sammen med FINDERSKEEPERS og andre designmarkeder, været fundamentet for et solidt netværk, som er essentielt som nystartet iværksættervirksomhed. Folk er åbne og deler glædeligt erfaringer om, hvordan de takler de utallige udfordringer man møder. Det er nemlig ikke nok at være dygtige designere. Dem der slår igennem som selvstændige, er personer med en uslukkelig lyst til at drive eget værk, til trods for den lille gevinst, og dem der har en næse for forretning, netværk og helt bestemt markedsføring.

Man skal tænke langsigtet og tænke stort. Vis at du brænder for din virksomhed, dit produkt, din identitet. Hvis du ikke selv tror på projektet, bliver det svært at overbevise andre.

roon

Drivkraften 

Vores inspiration er en bredsidet sag. Vi har en forkærlighed for europæisk modernisme, men vi bliver drevet af, at løse designudfordringer, der oftest udspringer af behov fra eget hjem.

Vi er ikke snedkere, men designere, og har derfor en meget eksperimenterende tilgang til design, hvor vi gør brug af diverse teknologier som lasercutter og DK’s største 3D-printer. Vi er af den overbevisning, at design skal testes, som det bliver i vores eget hjem, hvor det optimeres løbende på baggrund af hverdagens interaktioner.

Større og vildere

Som en virksomhed, der ikke har fejret 1 års fødselsdag endnu, er det hele gået sindssygt hurtigt. Den gode respons har været med til at motivere os til at løbe endnu hurtigere. Vi takker ydmygt for den overvældende modtagelse.

Ambitionsniveauet for 2015 er tårnhøjt. Året er bestemt startet godt, med en indretningsopgave af Magasin du Nord’s nye herretøjsafdeling, hvor vi har leveret moodboards i en special edition. Planen er, at satse mere på salg til det globale marked, og indgå samarbejder med producenter, så vi kan få mere tid til det vi brænder allermest for – at knække flere designudfordringer ved bordtennisbordet.

Hvis I vil se mere fra Roon & Rahn, så kan I læse mere på deres Facebook og Instagram.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Designmarked: Aarhus 13.-14. april Designmarked: København 25.-26. maj