Sociale økosystemer

Hos FINDERSKEEPERS prøver vi hele tiden at forholde os til det vi har gang i. Det kan være en udfordring i perioder, hvor tiden konstant puster os i nakken og prøver at overhale os indenom, men det er så satans vigtigt.

Grundidéen med FINDERSKEEPERS var – og er – at skabe en platform for kunstnere og designere, hvor de kan møde hinanden og kunderne på en uformel måde. Kort sagt at gøre kreativiteten tilgængelig for folk og omvendt.

Da vi åbnede op for dørene første gang i 2011 havde vi 110 stande. De fleste helt unge, uprøvede studerende. Nu, 15 gange og 3 år efter, har vi stadig masser af helt nye kunstnere på banen – men hvad med dem, der også var nye for 3 år siden? Er de så gamle nu? Nogle af dem har fået meget mere succes og er faktisk begyndt at leve af deres fantastiske passion for design og kunst. Men er de stadig upcoming? Og hvad dækker det overhovedet over? Hvad hvis man allerede er kommet op til overfladen, men stadig laver vildt fede ting og skaber gode oplevelser på FINDERSKEEPERS? Spørgsmål vi ikke har endelige svar på, men en problematik vi gerne vil prøve at løse.

  

Vi har besluttet at indføre en form for socialt økosystem for kreativiteten på FINDERSKEEPERS. Eller nærmere Robin Hood-agtige tilstande. Til forårets markeder vil man derfor kunne finde en ny type stande: SUPER-stande. De er tiltænkt de mere etablerede standholdere, der kan og vil betale mere for flere kvadratmeter og central placering på markedet.

Standene er dyre sammenlignet med FINDERSKEEPERS’ niveau ellers, men det er helt bevidst. De åbner op for luft – både fysisk og økonomisk – til de helt nye kunstnere og designere. Med de her priser kan vi nemlig give et antal gratis NEWKEEPERS stande væk på hvert marked, og det vil vi gøre. De skal gå til de helt nye, nærmest pre-upcoming standholdere, der endnu ikke har fået forretningen op at køre, men gerne vil vise flaget og afprøve deres innovative idéer på FINDERSKEEPERS.

Vi tror den her løsning er en god mulighed for både at give plads til de mere etablerede designere og åbne op for næste generation af keepers. Det er vel et spørgsmål om at holde balancen mellem at have rum til de helt nye, men ikke straffe dem, der allerede har fundet deres fodfæste og styr på deres stil. Fællesnævneren og keyword for os er innovation, som vi og vores jury kræver af alle standholdere. Nye som gamle.

Vi håber, at andre kan se meningen med det og glæder os meget til at se, hvordan det fungerer i praksis. Så hit med jeres ansøgninger! Der er åbnet op for bookinger i Århus og snart er vi klar med en dato for københavnerne. Vi glæder os til at høre fra jer alle.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Designmarked: København 25.-26. maj