Mit navn er Maria Kildahl og jeg er uddannet keramiker fra Kunstakademiet Designskole Bornholm, sommeren 2022.
Jeg er helt forelsket i leret som materiale! At arbejde med leret i sin våde tilstand på drejeskiven er på mange måder meditativt for mig, og jeg forsvinder helt ind i dyb koncentration og fordybelse.
Mine hænder får frit spil og i samspil med lerets bevægelser opstår der noget magisk.
Jeg designer brugskunst på drejeskiven med fokus på funktionalitet, detalje og elegance. Jeg stræber efter at kombinere forskellige elementer i et design, for at finde den bedste sammensætning der omfavner både æstetik og detaljer der gør produktet behageligt at bruge.
Mit håb for min keramik er, at det må blive en elsket del af din hverdag og er med til at skabe den rette stemning, lige der hvor du er. For en af mine største drivkræfter for at lave keramik, er glæden det bringer hos modtageren.