Omform er et arbejdsfællesskab for beboere på Røde Kors Herberg for Kvinder, som aflønnes via det Sociale Frikort. På FindersKeepers i Øksnehallen d. 12.-13. oktober kan du møde Omform og opleve de unikke, håndsyede produkter som er skabt 100% af genbrugsmaterialer. Alt salg går ubeskåret til udbetaling af løn. Køber du et Omform produkt, støtter du derved kvinder i hjemløshed.
Røde Kors Herberg for Kvinder tilbyder kvinder i hjemløshed et midlertidigt sted at bo efter Servicelovens § 110. Vi er en selvejende organisation med 27 pladser, som er forankret i Røde Kors Hovedstaden og med driftsaftale i Region Hovedstaden.