Er du positiv og serviceminded? Så vil du måske være en del af crewet på FindersKeepers Designmarkeder!
FindersKeepers’ markeder er endelig tilbage. Efter nogle kedelige nedlukningsår står vi igen klar til at omfavne de allermest inspirerende designere og designinteresserede til vores markeder i Aarhus og København.
For at designmarkederne skal blive en realitet, har vi brug for dygtige, smilende og selvstændige mennesker til vores Finders-markedscrew.
Finders-crew
Vi drømmer om at samle et stærkt hold af hjælpere, som synes det er sjovt at afvikle events, er servicemindede og gerne vil repræsentere FindersKeepers, når vi åbner dørene for tusindvis af markedsgæster.
Vi afholder mellem seks og syv designmarkeder om året i Aarhus og København. Som en del af vores crew kan du enten tilmelde dig en enkelt vagt over weekenden eller flere vagter. Vagterne ligger fra fredag til søndag i dagstimerne.
Hvem er du?
Som Finders-crew skal du være serviceminded og intiativrig. Vi vil gerne møde alle vores gæster med et smil, og gøre vores bedste, for at skabe en god oplevelse for både gæster og standholdere. Derfor er du:
- Et naturtalent i værtsskab og sætter en ære i at få vores gæster til at føle sig velkommen
- En problemknuser, der altid gerne vil hjælpe, hvis der er spørgsmål eller andet uventet skulle opstå
- Har erfaring med servicefaget og/eller events
Arbejdsopgaver
- Opsætning og klargøring af stande med stole, borde, bagvægge etc.
- Pakke goodiebags
- Modtage standholdere
- Byde velkommen og sælge billetter i døren
- Scanning af billetter i køen
- Oprydning og andre ad hoc-opgaver
- Løn
- 120 kroner i timen.
Ansøgning
Lyder det interessant, så send en mail, hvor du fortæller lidt om dig selv til [email protected]. Husk at oplyse, hvorvidt du ønsker at være crew i København, Aarhus eller begge byer.
Hvem er vi?
FindersKeepers er en platform for upcoming design. Vi formidler produkter fra de mest talentfulde, inspirerende og kreative designere og kunstnere.
Vi afholder markeder flere gange om året i landets to største byer: København og Aarhus. Udover de fysiske markeder består FinderKeepers af en webshop, det selvstændige plakat-brand If Walls Could Talk, samt design og produktion af egne interiørprodukter.
Vi holder til på Frederiksberg i København og er et ungt og ambitiøst team, der alle brænder for FindersKeepers. Vores arbejdsmiljø er uformelt og sjovt, og vi bidrager alle til, at det er et rart sted.
Vi glæder os til at høre fra dig!