En visuelt appellerende stand tiltrækker flere kunder og får dit brand til at fremstå mere professionelt, samtidig med at det sikrer en en høj standard på markedet. Din stand skal derfor leve op til følgende krav.
GENERELT UDSEENDE
Vi forventer at din stand lever visuelt op til det materiale du har indsendt. Tænk på din stand som en pop-up shop, hvor du tilpasser din ‘butik’ så den er i tråd med dit design og den visuelle oplevelse du ønsker at skabe. Det skal se lækkert ud og må ikke ligne en loppemarkedsbod eller et lagersalg.
STANDSTØRRELSE
Din stand skal kunne være helt indenfor det afmærkede område og må maksimalt være 210cm i højden.
LAGER
Det er vigtigt at du gør dig tanker om, hvordan du håndterer dit lager. At have papkasser og lignende synligt fremme på din stand ødelægger det visuelle indtryk, gør standen mindre indbydende og kan få den til at fremstå ‘billig’. Så tænk på, hvordan du kan integrere et lager på en måde, hvor det ikke er synligt.
MEDBRAGTE BAGVÆGGE
Af hensyn til placering og brandsikring, skal du give os besked på [email protected] hvis du medbringer egne bagvægge. De skal være solidt byggede og sikkerhedsmæssigt forsvarlige, i neutrale farver som sort, hvid, grå eller træ og må max. være 210 cm høje. De skal også være pæne fra alle sider, så eksempelvis bagsiden er pæn og ikke ødelægger udseendet af en eventuel nabostand.
TØJSTATIVER
Hvis du sælger tøj, er det en god ide at medbringe et eller flere tøjstativer. Tøjstativerne skal være pæne og ensfarvede og vi anbefaler ikke at bruge teleskopstativer, som ser billige ud.
BORDE OG STOLE
Vi anbefaler at du tænker mere kreativt og overvejer om der er andre og mere spændende måder at vise dine produkter end på en bord. Brug en dug, hvis bordet ikke i sig selv er en del af udstillingen, og sørg også for at den er nystrøget og går helt ned til gulvet. Har du stole anbefaler vi at du bruger dem så lidt som muligt, da det virker uengagerende for gæsterne.
BANNERE, ROLL-UPS, O.L.
Generelt tillader vi ikke roll-ups, da vi som oftest syntes de skæmmer det visuelle udtryk. Af sikkerhedsmæssige årsager, skal tekstilophæng (bannere mm.) være brandimprægnerede.
RABATTER
FindersKeepers er ikke et lagersalg. Vi syntes at I som designere fortjener at få fuld pris for jeres varer. Derfor er det heller ikke tilladt at sælge varer til stærkt nedsatte priser. Vi er dog opmærksomme på, at det i en salgsituation kan fungere godt, hvis man kan få kunden til at føle, at vedkommende gør en god handel også på prisen. Det er derfor tilladt at bruge salgsteknikker, som at sælge enkelte varer til nedsat ‘FindersKeepers pris’, at give en særlig ‘FindersKeepers rabat’ (max. 20%) mv.