Nye ambitioner kræver ny markeds-ildsjæl

Nye ambitioner kræver ny markeds-ildsjæl

Efter et forår med fuld fart på og tre designmarkeder vel overståede er det gået op for mig, at der til oktober er gået 6 år siden, jeg afholdte det første FindersKeepers designmarked i Korsgadehallen på Nørrebro. Dengang for 6 år siden havde jeg ikke den fjerneste idé om at det, jeg troede var et hobbyprojekt, i sidste ende ville blive min levevej. Efter 6 dejlige år skal designmarkeds-faklen snart gives videre til en ny ildsjæl, og jeg skal igang med nye FindersKeepers-eventyrer.

Da det hele startede sad jeg ude på designskolen med skitser, symaskiner og stof op til begge ører. Jeg forsøgte efter bedste evne, at få designerlivet til at gå op med at være FindersKeepers-kvinde i frokostpauserne og hvert sekund i min fritid. På et tidspunkt blev det meget tydeligt for mig, at FindersKeepers var det jeg synes var aller sjovest – og jeg gik all in på FindersKeepers.

Pausen fra min uddannelse er nu blevet permanent, hvilket har været forudsætningen for, at jeg har haft tid nok til at bygge FindersKeepers op til den virksomhed, som det er i dag. I starten hjalp min familie og mine venner mig – sådan BIG TIME. FindersKeepers var aldrig blevet til noget uden dem. De gik med flyers på strøget, gik fra butik til butik for at finde sponsorer og designere, knoklede en hel weekend under markedet og havde min ryg hele tiden – verdens bedste cheerleaders. Den gang handlede det helt enkelt om, at have det sjovest muligt og nyde én dag af gangen. At have det sjovest muligt, er en værdi jeg har jeg båret med mig lige siden.

Indimellem, når adrenalinet pumpede og stemningen var i top i forbindelse med et marked, kunne en lang lørdag ende i endnu højere stemning på vores stamsted – den gode gamle bodega Diligencen. Masser af grinerenhed og fulde gode mennesker, det var alle tømmermændene værd søndag. Vi holdt så mange FindersKeepers-fester som vi kunne komme til, og der er endda kommet ægte FindersKeepers par ud af det. Og igår en FindersKeepers baby – og yes, hende tager jeg selvfølgelig al ære for.

Jeg vil altid elske hele starten af FindersKeepers tilblivelse og den periode af mit liv. Det hele var så dejligt spontant og bekymringsfrit, men økonomien var noget helt andet. I takt med at FindersKeepers begyndte at fylde mere og mere i mit liv, begyndte der derfor helt naturlig en periode med fokus på, at det var nødvendigt at tjene penge, for at få tingene til at hænge sammen. FindersKeepers voksede, og da jeg ikke længere kunne klare det alene, begyndte jeg at få ansatte og praktikanter. Alt gik meget stærkt, men på den fede måde, og i årerne efter var der bare knald på! Vi startede op i Aarhus, vi rykkede fra de små lokaler i Korsgadehallen og til det store TAP1. Vi åbnede webshop og lavede diverse pop-up shops og samarbejder. Derefter kom Aalborg og Odense til, og i 2016 havde vi 9 markeder på et år. Selvom det har været 6 vilde og fantastiske år, har det ikke været uden kæmpe udfordringer, kriser og svære beslutninger på vejen. Det er ikke altid, at en beslutning har vist sig at være god og nogle har også være dyre lærepenge. Det er dog slet ikke noget jeg ville have været foruden, for så havde jeg og FindersKeepers ikke været der, hvor vi er nu.

Gennem min tid med FindersKeepers har jeg har afholdt over 30 markeder i 4 forskellige byer i Danmark og nu i år et i Stockholm, åbnet butik, webshop og pop-up shops. Vundet 2 priser jeg er meget stolt af. På vejen har der både været opture og nedture, men samlet set har jeg haft de bedste tider i mit liv i FindersKeepers, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, dygtige designere, begejstrede besøgende, dejlige samarbejdspartnere, og de skønneste FindersKeepers kollegaer og -crew. Det, der har drevet mig, har uden tvivl været muligheden for at kunne vågne op hver dag og have en stor indflydelse på at forme mit liv, vælge det der gør mig allermest glad og arbejde sammen med de mennesker jeg synes var sejest – det er det, der tæller for mig.

Efter snart 6 år, er jeg stadig ikke færdig med FindersKeepers. Tværtimod, jeg er nu drevet af en stærk lyst til at tage FindersKeepers til ’next level’, og være med til at hjælpe endnu flere designere, med at komme ud til endnu flere designelskere. Selvom gryden allerede er i kog, kan jeg endnu ikke løfte sløret for, hvad der kommer til at ske, men jeg glæder mig helt vildt til at fortælle jer mere. Det betyder dog, at det er tid til at jeg giver markeds-faklen videre til en ny FindersKeepers-event ildsjæl! Inden længe vil vi derfor lægge et opslag op for at finde den person, der har lyst til at blive en del vores team og være med til at drive og videreudvikle markederne i fremtiden. En person, der kan komme med ny energi, tanker og idéer og vil elske alt det ansvar der følger – og som har lysten til at være frontfigur for FindersKeepers markederne. Kunne det være dig eller kender du The One?

<3 Herle

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Designmarked: Aarhus 13.-14. april Designmarked: København 25.-26. maj